FNUG - Forening af unge med GIGT

 

Alternativ behandling

Mange mennesker, der får konstateret en form for gigt, søger ofte desperat efter smertelindring i den alternative verden. Og der er i sandhed uendeligt mange muligheder.

Som med medicin gælder det, at den ene slags alternativ behandling kan have en gavnlig virkning på en med gigt og overhovedet ingen virkning på en anden. Da nogen alternative kosttilskud kan påvirke det virksomme stof i ordinære medicinske behandling, kan det anbefales at drøfte din alternative behandling med din læge.

Alternativ behandling dækker et bredt område, f.eks. naturlægemidler, kosttilskud, kostændringer, stærke vitaminer og mineraler og forskellige fysiske behandlinger (eksempelvis akupunktur, zoneterapi, homøopati, biopati m.m.). Man kan hurtigt blive en del fattigere, hvis man skal afprøve det hele. Og for alternativ behandling gælder det samme som for visse medicinske behandlinger, nemlig at det tager tid, inden virkningen eventuelt kommer.

Det kan måske umiddelbart virke tillokkende at kaste sig ud i alverdens muligheder for at blive smerterne kvit, men ikke alle tilbud er lige virksomme. Det er derfor en god idé at tale med andre unge med gigt, der har prøvet en eller flere former for alternativ behandling. På den måde kan du få personlige beskrivelser og oplevelser af de forskellige behandlinger.

Du kan læse mere om gigt og alternativ behandling hos Gigtforeningen. Her finder du blandt andet Gigtforeningens alternative database, der kan være en god hjælp rundt i den alternative jungle.

Du kan
 også kigge på www.vifab.dk, som er hjemmesiden for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling.