FNUG - Forening af unge med GIGT

 

Sex

At have gigt kan næppe undgå at få betydning for dit sexliv. Hvis du er hæmmet af ledsmerter og indskrænket bevægelighed, er du nødt til at tænke kreativt, hvilket kan gøre et – i forvejen godt samliv – endnu bedre.

Det kan nemlig hjælpe til at udforske alle de områder nærmere, som ikke nødvendigvis indebærer et regulært samleje: nærhed, ømhed, humor, eksperimenter, leg, omsorg m.m. Det kræver en del åbenhed at gøre sit sexliv kreativt og fantasifuldt, og det kræver, at du ikke er blufærdig for at ligeud om det. På den anden side skal du også passe på ikke at tale det hele ihjel. Det kan ødelægge den gode stemning, og din partner kan blive skræmt af for mange ord. Det er vigtigt at finde balancen.

Både du og din partner kan have perioder, hvor I har mindre lyst til sex. Det kan skyldes, at en af jer er nede i en fysisk eller psykisk bølgedal. Det kan også være et tegn på, at der er nogle ting, I skal have snakket igennem. Bliver det et uløseligt problem, kan I henvende jer til en samlivsterapeut.

Unge med gigt er bedre elskere – som ung med gigt kan det være sværere at være spontan i sine seksuelle udfoldelser. Man kan være afskåret fra at elske, når og hvor man lige får lyst. Det kan f.eks. være ubehageligt at ligge på gulvet, ligesom man kan have så mange smerter om morgenen, at det udelukker sex ved solopgang. Så må man finde på noget andet…

Det kan være meget pirrende at skulle vente med at have sex, til de fysiske rammer er til stede, selv om begge parter har lyst lige på stedet. Her kan øjenkontakt, et hurtigt strejf eller lignende være en del af forspillet. En anden idé er at indrette sit hjem med puder, som er gode til at understøtte ømme led. Desuden er der mange med gigt, som har glæde af at tage et varmt bad inden – eller mens – de har sex. Det kan jo også være en del af legen! Smertestillende medicin et par timer inden kan også lette de fysiske udfoldelser.

Hvis du skal have praktisk hjælp til at komme af tøjet eller til at komme i seng, kan du prøve at gøre det til en del af forspillet i stedet for at opfatte det negativt. Det vil begge parter kunne få noget ud af – og så kan I jo også hjælpes ad med din partners tøj! Det er vigtigt, at der er gensidighed i samlivet – at I begge giver og får, så en af jer ikke altid bliver den modtagende part.

Seksuelle hjælpemidler Har du har svært ved at tilfredsstille din partner eller dig selv pga. smerter eller stive led, kan du få seksuelle hjælpemidler gennem hjælpemiddelcentralerne eller postordrefirmaer. Har du mod på det, kan du gå på opdagelse i pornobutikker, der ofte har udmærkede seksuelle hjælpemidler og idéer til nye seksuelle aktiviteter.

Varm kontakt skabes på mange måder En krop, der er præget af gigt, smerter, deformiteter, ar mv., kan medvirke til lavt selvværd og manglende tro på sig selv, også i forhold til seksualitet. Som ung med gigt kan det være svært at leve op til de gængse forestillinger om den perfekte krop (hvem kan i øvrigt det!?).

Men seksualitet er mere end det rent kropslige udtryk. Varm kontakt kan også skabes gennem udstråling, flirt, tøj, make-up, spændende interesser, engagement, almenviden, temperament og humor. Det er bare nogle af de egenskaber/virkemidler, der kan anvendes lige så effektivt af mennesker med gigt som af alle andre mennesker. F.eks. kan blot det at bære rød neglelak på fingerneglene signalere, at her sidder en pige, der ikke skammer sig over sine måske skæve fingre. Sådan en holdning vil meget ofte sprede sig til omgivelserne, så de også tager situationen mere afslappet.

Selv om der således kan være mange måder at åbne sig på over for andre mennesker, og du efterhånden synes, du har prøvet alverdens midler og gode idéer, så er der altså ingen garanti for, at en evt. partner får øjnene op for dig. Det kan være ret frustrerende at skulle indstille sig på at være single for en periode, men det samme gælder jo også for folk uden gigt. Men gør ikke denne periode til en evig venten på “den eneste ene”. Brug livet på at udforske dine kvaliteter og muligheder: Lær dig selv og din seksualitet at kende, så du kan fortælle din partner, hvad du gerne vil have. Det er en fordel, uanset om du er single eller i et parforhold. Her kan du hente hjælp bl.a. i litteraturen, som kan komme med konkrete råd.

Du kan finde mere information om emnet på Gigtforeningens hjemmeside.