FNUG - Forening af unge med GIGT

Eventets dato: 16.3.2018

Prøvetime i varmtvandstræning

Område: Hovedstaden

Område: Sjælland

Nu har du mulighed for at prøve kræfter med varmtvandstræning sammen med andre unge med gigt og finde ud af, om det er en træningsform for dig.

Til marts arrangerer FNUG en prøvetime i varmtvandstræning i samarbejde med DGI-byen i København. Du vil modtage en times undervisning, som ikke overbelaster dine led men giver dig mulighed for at gøre din krop stærkere og mere smidig.

Undervisningen foregår i DGI-byens varmtvandsbassin, der er 34 grader varmt. Træning i varmt vand er yderst skånsomt for led og bindevæv og skaber unikke muligheder for fysisk udfoldelse.

I vandet kan du opnå ro og velvære gennem udvikling af smidighed, balance og styrke. Træningen vil yderligere give dig en følelse af frihed og bevægelighed samt mulighed for at blødgøre spændte og belastede områder.

Ved hjælp af vandets modstand gives der en god modstand, som den enkelte selv kan bestemme hvor stor skal være, og du kan derfor selv justere, hvor hård træningen skal være.

Der vil kun deltage andre unge med gigt til denne træningstime.

Vores underviser, Ann Helene Kristensen
Ann Helene er en erfaren svømme- og aquainstruktør, som er uddannet ergoterapeut.

“Varmtvands træning for unge med gigt har været en vigtig mærkesag for mig, da jeg selv har en gigtdiagnose, og i mange år har kæmpet med at finde balancen mellem god træning og min krops formåen. Gennem de seneste år har mine udbrud dog været færre, men arbejdet i det varme vand er fortsat meget givende for mine led”.

Praktiske informationer: 

Tid: Fredag den 16. marts kl. 18.45-19.45. Vi mødes i god tid inden, så deltagerne har tid til at klæde om. Mere information om dette følger.

Sted: DGI-Byen, København.

Deltagerbetaling: Mere information følger.

Tilmelding: Skriv til charlotte@fnug.dk senest den 13. marts 2018.

Medbring: Husk at medbringe badetøj, håndklæde og de toiletsager, som du skal bruge. Det er en god idé at drikke vand før og efter træningen.

Pårørende: Da træningen er arrangeret for unge med gigt, så er pårørende som udgangspunkt ikke inviteret med til dette event.

Bemærk: Tilmeldingen er bindende efter tilmeldingsfristen er udløbet.