Forfatter & foredragsholder Pia-Mathilde Henriksen

Til landsmødet 2024 havde vi den glædelige fornøjelse, i et par timer, at have besøg af forfatteren til bogen Mefista. De som var til stede, fik både muligheden for at høre lidt oplæsning fra bogen, samt efterfølgende tale og byde ind med egene erfaringer i forhold til nogle af pointerne fra det oplæste og bogen generelt. Jeg blev selv så nysgerrig, at jeg endte med at købe et eksemplar som jeg har læst med stor glæde. Med det in mente, kommer der en kort tekst om hvordan jeg har oplevet og taget med fra bogen.

Som engang ung, nu +30 år, med gigt ramte Mefista mig dybt. Bogen følger Marie, der er indlagt på et gigtsanatorium, noget mange af os nok kender til. For Marie er det dog ikke kun kroppen, hun kæmper med – det er også skam, traumer og følelsen af at stå udenfor.

Selvom Maries oplevelser i bogen i forhold til skam, traumer og følelser også er beliggende uden for gigten, så var der flere genkendelige i hendes frustration og sårbarhed. Den fysiske smerte er, desværre for mange en selvfølgelighed, men det er især den usynlighed som der igennem bogen beskrives, der gjorde indtryk. Når man lever med en kronisk sygdom, er det ikke kun kroppen, der gør ondt – det er også blikket fra andre, og følelsen af at miste kontrollen over sit eget narrativ. Ikke engang så meget selve gigten, men mere alt det omkringliggende i det ubekendte som gør, at man mere end én gang har følt sig ude af kontrol i forhold til sin egen krop og sind. Derfor virker følgende uddrag fra bogen også meget sigende for hvad mange, inklusiv mig selv har tænkt på et tidspunkt:

” Nu hvor det endelig skete, det som jeg havde ventet på, var det ikke en lettelse. Jeg ville slet ikke være på et sanatorium sammen med gamle mennesker. Jeg ville væk hjemmefra, men ikke for det. Ikke for at være blandt syge”

Ikke at det nødvendigvis er det at være på et sanatorium, men i al almindelig at blive sat i bås med at være syg, når man helst så sig fri fra det hele. Ambivalensen i at slippe væk fra hjemmet og de vante rammer, men modvilligheden og usikkerheden i at blive defineret som sin sygdom. Derfor giver bogen også løbende flere genkendelige følelser af øjeblikke, hvor man føler sig set.

Sproget gennem bogen er ikke bombastisk, men stadig intenst. Der er en stille vrede, som ulmer mellem linjerne, og en man mærker en længsel efter mere, efter mening. Man skal ikke have ondt af hovedkarakteren Marie, men blot have en forståelse af at hun er kompleks, menneskelig og dybt genkendelig. Lige netop denne forståelse af, at der ofte er mere bag mennesket end vi kan se rammer helt rigtigt.

Bogen gav mig ikke kun en følelse af at være set – den gav mig også nye måder at tænke over min egen hverdag. Den mindede mig om, at det er okay at mærke efter, sætte grænser og søge fællesskab, når tingene føles tunge. Og lige netop fællesskab er hvad FNUG handler om. Et fællesskab hvor folk ikke dømmer hinanden, men i stedet har forståelse for hinandens grænser og begrænsninger i forskellige henseender.