Adgang til livet er ikke særbehandling

Kan jeg egentlig tillade mig at søge om handicapparkering og ledsagekort?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Jeg har rygsøjlegigt, og jeg ved aldrig helt, hvor meget min krop giver mig lov til fra dag til dag. Nogle dage kan jeg tage til koncert, besøge venner og gå en tur i byen uden at tænke så meget over det. Andre dage gør hvert skridt ondt, og selv det at handle ind eller vaske hår kan føles som en uoverskuelig opgave.

Når man lever med en kronisk sygdom, der ikke er konstant invaliderende, kan man nemt komme til at tvivle på sit eget behov for hjælp. Jeg har flere gange tænkt, om jeg nu også var handicappet nok til at søge om hjælp. Om jeg ikke burde kunne klare mig selv, når jeg nu trods alt har så mange gode dage.

Men mine gode dage ændrer ikke på, at jeg også har dårlige dage. Og det er netop dér, handicapparkeringen og ledsagekortet gør en verden til forskel.

Det handler om at kunne være med

For mig er handicapparkering og ledsagekort ikke bare praktiske hjælpemidler. De er med til at sikre, at jeg fortsat kan deltage i det liv, jeg gerne vil leve.

At tage til koncert. Besøge et museum. Deltage i et arrangement. Være en del af fællesskaber, jeg ellers ville have været nødt til at takke nej til.

Jeg tror, vi er mange unge med kroniske sygdomme, der kender til de overvejelser. Man vil gerne være spontan, social og sige ja til de oplevelser, der opstår. Men samtidig skal man hele tiden forholde sig til sin krop, sine smerter og de fysiske rammer, man skal bevæge sig rundt i.

For nylig spurgte en kollega mig, hvorfor handicapparkering egentlig skulle være gratis, når alle andre skal betale for at parkere. Et reelt spørgsmål, som jeg ikke umiddelbart kunne svare på, men som fik mig til at tænke.

Hvis jeg skal til et arrangement, kan jeg være nødt til at vælge den nærmeste parkeringsplads, selvom det er en betalingsplads. En person uden gangbesvær kan måske uden problemer parkere gratis 500 meter længere væk. For mig kan de 500 meter være forskellen på, om jeg overhovedet kan deltage. Det handler ganske enkelt om tilgængelighed.

At leve med et handicap medfører ofte ekstra udgifter til medicin, behandling, terapi, transport eller praktisk hjælp. Udgifter, som andre unge ikke nødvendigvis har. Ligesom vi taler om pink tax og de ekstra omkostninger, der kan følge med at være kvinde, bør vi også tale om de økonomiske merudgifter, der følger med et handicap. De er en del af vilkårene, men bliver sjældent regnet med, når vi diskuterer lighed og økonomisk retfærdighed.

Derfor synes jeg, det er værd at spørge, om vi virkelig skal betragte handicapkompenserende ordninger som særlige fordele frem for netop det, de er tænkt som: kompensation for nogle af de barrierer og ekstraomkostninger, der følger med et handicap.

Vi taler ofte om inklusion, fællesskaber og lige muligheder. Men lighed er ikke nødvendigvis, at alle betaler det samme eller får det samme. Det er, at vi har mulighed for at deltage på nogenlunde lige vilkår.

Et system, der faktisk fungerer

Noget af det, der har overrasket mig mest, er, hvor nemt det var at søge om handicapparkering og ledsagekort.

Jeg udfyldte de nødvendige oplysninger, fik en lægeattest, og et par timer senere havde Danske Handicaporganisationer (DH) behandlet min sag.

Jeg havde egentlig forventet et langt administrativt forløb. Det er efterhånden min erfaring, at selv små ting kan tage uforholdsmæssigt lang tid, når man navigerer i det kommunale system eller sundhedsvæsenet. Som kroniker bruger jeg allerede rigeligt med tid på dokumentation, henvisninger og koordinering. Udsigten til endnu en administrativ proces var faktisk noget af det, der fik mig til at tøve med at søge.

Derfor var det en virkelig positiv overraskelse at møde et system, hvor hjælpen ikke blev endnu en kamp i sig selv. Det er værd at fremhæve, når noget fungerer. For vi bruger allerede mange kræfter på at få hverdagen til at hænge sammen med en kronisk sygdom.

Du behøver ikke vente, til det bliver værre

Jeg skriver det her, fordi jeg tror, at der sidder mange unge med gigt og andre kroniske sygdomme, som ikke ved, at handicapparkering og ledsagekort kan være en mulighed for dem.

Og måske er der endnu flere, der godt kender ordningerne, men tøver med at søge. Fordi de ikke kan overskue endnu en ansøgningsproces. Fordi deres handicap ikke er synligt. Fordi de ikke føler sig handicappede nok, eller fordi de er bange for at tage pladsen fra nogen, der har mere brug for den.

Det kan jeg godt forstå. Jeg har selv været der.

Men jeg har fået dem, fordi jeg gerne vil blive ved med at deltage. Vi skal ikke vente, til vores liv bliver endnu mere begrænset, før vi giver os selv lov til at bruge de muligheder, der findes.

Så hvis du kan genkende nogle af mine overvejelser, vil jeg opfordre dig til at undersøge dine muligheder. Du behøver ikke have det dårligt hver dag eller være ude af stand til at klare dig selv for at have brug for hjælp.

For adgang til livet er ikke særbehandling.