FNUG Om FNUG Interne Retningslinjer E1535197373828 1

Det med småt

RYGRADEN I FNUG BLIVER HOLDT SAMMEN AF VEDTÆGTERNE

Det med småt

FNUG's retningslinjer og vedtægter
FNUG har fundamentalt set beholdt de samme retningslinjer og vedtægter, som da foreningen blev stiftet. Vi har bibeholdt det gode grundlag for en velfungerende forening

Vector 7

Vedtægter og årsberetninger

FNUG er opbygget som en klassisk forening med et sæt vedtægter, der danner en demokratisk ramme. Formålet er klart defineret, ligesom medlemsdefinitionen og forretningsgangen. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og vælger en bestyrelse til at varetage foreningens aktiviteter. Du kan læse vedtægterne nedenfor.

Hvert år, i forbindelse med generalforsamlingen, udgiver bestyrelsen en beretning, der gennemgår årets gang mellem forsamlingerne. Aktiviteter og regnskab måles dog altid på kalenderårsbasis (1/1 – 31/12). Se de aktuelle og tidligere års beretninger.

Udgifter til transport

FNUG har et vigtigt princip: Prisen eller udgifterne må ikke afholde medlemmer fra at deltage i vores aktiviteter. Alle skal kunne deltage, uanset indkomstgrundlag.

Medlemmer i FNUG kan ansøge om delvis godtgørelse af udgifter ved kørsel i egen bil eller delvis refusion ved brug af offentlige transportmidler, når de rejser til lokale eller landsdækkende arrangementer i FNUG. Bemærk, at der vil være en egenbetaling.

Der skal anvendes et udgiftsbilag, som skal indsendes senest to uger efter et event. Til landsdækkende events koordinerer vi samkørsel i den udstrækning, det er muligt. Læs mere om reglerne nedenfor.

Vedtægter

§1 NAVN
ForeningeN af Unge med Gigt (FNUG).

§2 FORMÅL
FNUG’s formål er at:
– arbejde for at unge med gigt får lige muligheder i forhold til andre unge; i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, i kulturlivet, fritidslivet og i samfundet i almindelighed.
– fremme det interessepolitiske arbejde på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan, og
– søge sig repræsenteret i andre organisationer, der behandler spørgsmål af interesse for unge med gigt.

§ 3 FORHOLD TIL GIGTFORENINGEN
Stk. 1 FNUG er tilknyttet Gigtforeningen som én af Gigtforeningens repræsentantskab godkendt forening. 
Stk. 2 FNUG kan ansøge Gigtforeningen om støtte til foreningens arbejde.
Stk. 3 Gigtforeningens bestyrelse har adgang til at lade sig repræsentere på FNUG’s generalforsamling. Gigtforeningens repræsentant har adgang til at udtale sig om forhold FNUG og Gigtforeningen imellem.

§ 4 MEDLEMSKRITERIUM
Stk. 1 Som medlemmer af FNUG kan optages personer med gigtsygdomme, gener i led, ryg og muskler, fra og med 12 år til og med 35 år. Medlemskab kræver, at det årlige kontingent er betalt. Medlemmer har stemmeret og er valgbare på foreningens generalforsamling.
Stk. 2 Alle andre kan være støttemedlem. De i stk. 1 nævnte medlemmer overgår til at være støttemedlem fra den dag, vedkommende fylder 36 år. Støttemedlemmer kan deltage i foreningens arrangementer i det omfang, der er plads. Medlemmer iflg. stk. 1 har fortrinsret til sådanne arrangementer.

§ 5 KONTINGENT
Den ordinære generalforsamling fastsætter det årlige kontingent for det kommende regnskabsår. 

§ 6 GENERALFORSAMLING
Stk. 1 Generalforsamlingen er FNUG’s øverste myndighed.
Stk. 2 Sager, der sættes under afstemning på generalforsamlingen, afgøres ved simpelt flertal, medmindre andet følger af nærværende vedtægt. Afstemninger er som udgangspunkt åbne, men hemmelig afstemning skal finde sted, når blot ét medlem kræver det.
Stk. 3 Kun medlemmer, som er til stede på generalforsamlingen, kan deltage i afstemninger. Alle medlemmer, som møder op på generalforsamlingen, eller som på forhånd har givet skriftligt tilsagn om at ville modtage valg, er valgbare. Støttemedlemmer har dog ikke stemmeret og er ej heller valgbare på FNUG’s generalforsamling.

§7 ORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1 Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i september eller oktober måned.
Stk. 2 Det påhviler bestyrelsen at indkalde til den ordinære generalforsamling. Indkaldelsen skal være skriftlig og indeholde oplysninger om tid og sted samt om dagsorden. Indkaldelsen skal tilgå medlemmerne senest 6 uger før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 3 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af 1 referent og to stemmetællere
3. Beretning fra bestyrelse og udvalg
4. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab
5. Orientering om budget for det kommende år
6. Fastsættelse af kontingent
7. Behandling af indkomne forslag
8. Valg af bestyrelse og suppleanter
9. Valg af intern revisor samt valg af revisorsuppleant
10. Fastsættelse af tidspunkt for næste års ordinære generalforsamling
11. Eventuelt
Stk. 4 Forslag til vedtægtsændring må være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. Kun medlemmer efter §4, stk. 1, kan stille forslag til behandling på generalforsamlingen. Indsendte forslag til vedtægtsændring skal udsendes til medlemmerne senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 8 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 10 stemmeberettigede medlemmer med angivelse af dagsorden skriftligt begærer det. I sidste tilfælde skal indkaldelse ske senest 3 uger efter, at bestyrelsen har modtaget begæring.
Stk. 2 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal være skriftlig og indeholde oplysninger om tid og sted samt om dagsorden. Indkaldelsen skal tilgå medlemmerne senest 3 uger før afholdelsen af den ekstraordinære generalforsamling.

§ 9 BESTYRELSE
Stk. 1 Bestyrelsen har ansvaret for FNUG’s virksomhed mellem to på hinanden følgende generalforsamlinger. Bestyrelsen varetager således FNUG’s daglige drift samt repræsenterer FNUG over for Gigtforeningen, offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og lignende.
Stk. 2 Bestyrelsen består af:
a. formand
b. kasserer
d. tre til fem ordinære medlemmer
e. to suppleanter
På lige årstal vælges formand og mindst ét bestyrelsesmedlem. På ulige årstal vælges kasserer og mindst to bestyrelsesmedlemmer. De to suppleanter vælges hvert år. Bestyrelsen kan på førstkommende møde efter generalforsamlingen konstituere sig selv med næstformand, sekretær eller andre relevante poster. 
Stk. 3 Kun ordinære medlemmer jf. § 4 stk. 1 er valgbare til bestyrelsen. Hvis et bestyrelsesmedlem eller en suppleant fylder 36 år i sin valgperiode, kan man dog fortsætte i bestyrelsen med medlemsrettigheder jf. § 4 stk. 1 indtil valgperioden udløber. Udtræder vedkommende af bestyrelsen inden man næste gang er på valg, overgår man til at være støttemedlem fra den dag, man udtræder af bestyrelsen jf. § 4 stk. 2.
Stk. 4 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til behandling af specielle opgaver. Det påhviler disse udvalg løbende at holde bestyrelsen orienteret om udvalgsarbejdet.
Stk. 5 Det påhviler bestyrelsen løbende at holde medlemmerne orienteret om sit, de nedsatte udvalgs og lokakoordinatorernes arbejde.
Stk. 6 Suppleanter deltager på bestyrelsesmøderne, men har ingen stemmeret.

§ 10 LOKALKOORDINATORER
Stk. 1 Lokalkoordinatorer udpeges af bestyrelsen.
Stk. 2 Lokalkoordinatorer arbejder lokalt i de af bestyrelsen inddelte områder og samarbejder med bestyrelsen om opgaver, som er relevante for medlemmerne.
Stk. 3 Lokalkoordinatorer arbejder lokalt med at udbrede kendskabet til FNUG’s arbejde.
Stk. 4 Det påhviler lokalkoordinatorerne at holde bestyrelsen løbende orienteret om deres arbejde.

§ 11 REGNSKAB OG REVISION
Stk. 1 FNUG’s regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 FNUG’s regnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Den interne revisor, som vælges på generalforsamlingen, kommenterer det reviderede regnskab.
Stk. 3 Revisorerne har til enhver tid adgang til at kontrollere FNUG’s bøger, bilag og formue.
Stk. 4 Revisorerne må ikke være medlem af bestyrelsen eller udpeget tillidsperson.

§ 12 TEGNING – HÆFTELSE
Stk. 1 FNUG tegnes af formand og kasserer i forening, eller i en af disses fravær af formand/kasserer og et andet bestyrelsesmedlem i forening.
Stk. 2 Der kan meddeles fuldmagt til at tegne FNUG i nærmere angivne anliggender.
Stk. 3 Der påhviler ikke FNUG’s medlemmer nogen personlig hæftelse for de i foreningen påhvilende forpligtelser.

§ 13 VEDTÆGTSÆNDRINGER
Til ændring af nærværende vedtægt kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer. 

§ 14 FORENINGENS OPLØSNING
Stk. 1 FNUG kan opløses, når to på hinanden følgende generalforsamlinger beslutter dette med 2/3 af de afgivne stemmer. En af disse generalforsamlinger skal være den ordinære.
Stk. 2 Ved opløsning af FNUG placeres eventuel formue i et legat, der oprettes til det formål at støtte unge mennesker med gigt i overensstemmelse med FNUG’s formålsparagraf. Den sidste generalforsamling ved opløsning definerer retningslinjerne for uddeling af legatet, der kan administreres af Gigtforeningen.
Enkelt personer må ikke begunstiges.

Sidst revideret d. 18. september 2021

Årsberetninger

FNUG publicerer hvert år en beretning til medlemmerne i forbindelse med den ordinære generalforsamling. Beretningen er skrevet af bestyrelsen med henblik på at redegøre for årets samlede aktiviteter og tiltag. 

Læs årsberetning fra 2021-22 – klik her

Se tidligere årsberetninger nedenfor:

Læs årsberetning fra 2020-21 – klik her.
Læs årsberetning fra 2019-20 – klik her
Læs årsberetning fra 2018-19 – klik her
Læs årsberetning fra 2017-18 – klik her 
Læs årsberetning fra 2016-17 – klik her
Læs årsberetning fra 2015-16 – klik her
Læs årsberetning fra 2014-15 – klik her

Referat generalforsamling

Transportregler

Medlemmer i FNUG kan ansøge om delvis godtgørelse af udgifter ved kørsel i egen bil eller delvis refusion ved benyttelse af offentlige transportmidler, når de befordrer sig til lokale eller landsdækkende arrangementer i FNUG. Ved indsendelse af udgiftsbilag afregnes normalt indenfor 2 uger.

Download udgiftsbilag her – se eksempel af udfyldt bilag her.

For godtgørelse eller refusion skal udgiftsbilag fra FNUG benyttes, og indsendes senest 2 uger efter arrangementet. Forældre til et medlem, skal altid påføre oplysninger om medlemmet. Alle felter skal udfyldes på udgiftsbilaget, der skal indsendes til adressen anført øverst på udgiftsbilaget eller indsendes på mail i underskrevet stand til: finans@fnug.dk. Benyttes mail, skal alle kvitteringer indscannes i samme fil som udgiftsbilaget, i PDF-format. 

Ved brug af offentligt transport skal udgifter dokumenteres i form af original kvittering eller kvittering indscannet som fil. Bemærk at dankort nota ikke accepteres ikke som gyldig dokumentation. Ved offentlig transport menes alene bus og tog. I forbindelse med transportkoordinering eller efter aftale med kassereren, og kun i særlige tilfælde,  kan anden transportform tilgodeses f.eks. taxa, færge eller  fly.

Ved kørsel i egen bil yder FNUG kørselsgodtgørelse med 1,50 kr. pr. kilometer ved korteste rute tur/retur. Medlemmer, der f.eks. får forældre eller en kæreste til at køre for sig, kan kun modtage godtgørelse for de kilometer, hvor medlemmer sidder i bilen.

Det er en forudsætning for godtgørelse, at deltagere tager imod tilbud om transportkoordinering. Det betyder med andre ord, at en deltager, som afviser forslag om transport, ikke kan modtage godtgørelse eller refusion. Det er muligt, at træffe anden aftale med transportkoordinator eller FNUG’s kasserer i særlige tilfælde.

Lokale events
Delvis godtgørelse eller refusion betyder, at for lokale events bliver de første 50 kr. af transportomkostningen ikke dækket, når aktiviteten foregår i samme region som medlemmet har bopæl i.
Ønskes deltagelse i et lokal event i en anden region, end medlemmet har bopæl i, gælder samme regel som for landsdækkende arrangementer, her bruges tværregionalt fradrag på udgiftsbilaget.

Landsdækkende events
Delvis godtgørelse eller refusion betyder, at for landsdækkende events gælder tilsvarende dog de første 100 kr. Dette uanset valg af transportform.
Medlemmer, der kører i egen bil, og har andre deltagere med i bilen, som led i samkørsel til et arrangement i FNUG, er fritaget for egenbetaling og skal ikke modregne et fradrag.

Særligt for støttemedlemmer
Støttemedlemmer kan ikke søge om godtgørelse eller refusion ved deltagelse i arrangementer i FNUG, med mindre de stiller pladser til rådighed i egen bil i forbindelse med samkørsel af andre deltagere til samme aktivitet i FNUG.

Green

FNUG er en selvstændig og demokratisk forening af unge med gigt, der har det til fælles, at de gerne vil leve det gode liv.

Politikker

Bestyrelsen i FNUG har løbende godkendt og ajourført forskellige politikker, som er retningsgivende for, hvordan FNUG drives som forening. Der er politikker for hver af de områder, hvor bestyrelsen skønner det nødvendigt for arbejdet i FNUG, eller hvor det er vigtigt at vise en fælles holdning udadtil. Der skal være åbne og lige vilkår for at være med i FNUG og benytte vores tilbud.

Tilskud og sponsorer

FNUG modtager økonomisk støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der årligt tildeler FNUG et driftstilskud. Til landsdækkende kurser søger FNUG tilskud fra Social- og Integrationsministeriets handicappulje.

FNUG modtager også gerne støtte gennem donationer fra virksomheder eller samarbejdsaftaler med forskellige selskaber, herunder også pharma-industrien til enkelte projekter. I den forbindelse henviser vi til vores Code of Conduct, som beskriver kodeks for god praksis i samarbejdet med virksomheder. Desuden henviser vi til de etiske retningslinjer for samarbejder med patientorganisationer udarbejdet af Lægemiddel Industri Foreningen (LIF), som bl.a. foreskriver, at samarbejdsaftaler offentliggøres.

Ønsker du at give en donation til FNUG eller ønsker du på vegne af din virksomhed at blive sponsor – læs mere her.

Code of Conduct

FNUG indgår kun i projekter og samarbejder med frivilligindsats, hvor det giver god mening for at fremme visionen i FNUG, og hvor det ikke sætter foreningens integritet over styr. FNUG samarbejder med flere selskaber og fastholder derfor at være upartiske.

FNUG ønsker transparens og skal indgå skriftlig aftale om alle samarbejder og forpligter sig til at offentliggøre dem på egen hjemmeside. FNUG fraholder sig fra at reklamere for et enkelt selskab eller et bestemt medicinsk mærke eller navngivet præparat.

FNUG består ikke af sundhedsprofessionelle og fraholder sig derfor fra at give medicinsk rådgivning. FNUG involverer sig ikke i medicinske forskningsprojekter.

FNUG fritager ordinære medlemmer for direkte kontakt med selskaber eller repræsentanter fra samme, idet samarbejder altid skal foregå med bestyrelse eller af bestyrelsen udpegede tillidspersoner. FNUG fremhæver vigtigheden af at der tages hensyn til de frivillige indsats, herunder evt. nedsatte funktionsevne som følge af gigten, i forbindelse med møder, konferencer og udlandsrejser.

FNUG tillader ikke deling af personfølsomme oplysninger til et selskab eller repræsentanter fra samme, og herunder ikke at informere om en ordineret behandlingsform for tillidspersoner eller medlemmer i FNUG.

FNUG bestemmer suverænt og selvstændigt hvilke meninger og holdninger foreningen repræsenterer, og er til enhver tid upåvirkelig over for selskabers interesser.

Behandling af persondata

FNUG er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger på medlemmer, og overholder gældende lovgivning. 

Formålet med de indsamlede oplysninger er, at give den bedste service i forhold til lokale og landsdækkende arrangementer, samt at informere om foreningens arbejde. Det gør FNUG ved at sende ud til medlemmer, for at reklamere for arrangementer og andre medlemstilbud. FNUG behandler personoplysninger i forbindelse med vores lokale og landsdækkendes arrangementer, samt når vi udsender nyt om foreningen.

Vi behandler også personoplysninger i forbindelse med revision, samt ved opgivelse af total medlemantal i forbindelse med ansøgning af offentlige midler til foreningens drift.

Kategorier af personoplysninger
Som nuværende eller tidligere medlem af FNUG behandler vi oplysninger om dig. Det, at man er medlem af FNUG, er en såkaldt følsom personoplysning i databeskyttelseslovgivningens forstand (artikel 9). Det betyder, at de fleste af de oplysninger, som FNUG behandler om dig, er følsomme, fordi det kan udledes af vores behandling, at du er medlem af FNUG.

Vi behandler disse personoplysninger om dig:

  • Medlemskab af FNUG
    Personnummer og stamdata, herunder dit navn, adresse, telefonnumre, mailadresse. Eventuelle tillidshverv.
  • Tilmelding til arrangementer
    Stamdata, herunder dit navn, adresse, telefonnumre, mailadresse. Eventuelle tillidshverv. Derudover behandler vi også oplysninger om kost (f.eks. om allergier eller intolerance over for fødevarer i forhold til forplejning), særlige skånehensyn samt evt. anmodning om praktisk hjælp.
  • Tillidserhverv el. lignende bidrag til foreningens arbejde
    Indgår du som frivillig i FNUG behandler vi oplysninger på dig, som vi indhenter fra dit medlemsskab. Stamdata, herunder dit navn, adresse, telefonnumre, mailadresse. 


Videregivelse af dine personoplysninger
FNUG videregiver ikke dine personlige oplysninger til  3. part, uden særskilt samtykke fra det enkelte medlem.

Hvor dine personoplysninger stammer fra
Vi behandler kun oplysninger, som vi har modtaget fra dig ved indmeldelse/tilmelding eller øvrig skriftlig kontakt med FNUG via www.fnug.dk eller til en @fnug.dk-mailserver.

Digital adgang til aflukket del af www.fnug.dk
Tillidspersoner i FNUG og medlemmer kan få adgang til dele af www.fnug.dk via personligt login. Login er knyttet til dit medlemskab, og vi behandler derfor samme oplysninger som ved dit medlemskab. Af hensyn til persondata gemmer www.fnug.dk automatisk tidspunkt for; log-in på www.fnug.dk, indtastning af forkert adgangskode, nulstilling af adgangskode.

Opbevaring af dine personoplysninger
Dine oplysninger opbevares hos FNUG i et medlemsystem (m. databehandleraftale) indtil afsluttet revison på det regnskabsår du meldte dig ud. Årsagen er at FNUG skal kunne redegøre for medlemsantal ifbm. revision og indrapportering til puljer. Ønsker du dine oplysninger slettet før dette, bedes du kontakte fnug@fnug.dk. Du melder dig ud ved at sende en mail til fnug@fnug.dk med dit medlemsnummer. 

Særligt udpeget frivillige behandler adgangsrettigheder til mailsystem og hjemmeside.

Tavshedspligt
Alle frivillige i FNUG skal være opmærksomme på, at de har tavshedspligt om alle forhold, som der bliver dem betroet dem, hvilket strengt overholdes for at bevare et tillidsfuldt forhold med medlemmerne. Der må ikke ske udveksling af oplysninger om medlemmer uden forudgående samtykke og skriftlig godkendelse fra bestyrelsen. 

Deltagere på FNUG’s arrangementer bedes respektere den til tider personlige og følsomme debat og behandle indholdet med diskretion.

Alkohol og rusmidler

Al indtagelse af andre rusmidler end alkohol er strengt forbudt på arrangementer i FNUG. Den/de ansvarlige for arrangementer har ret til at bortvise en deltager der overtræder dette forbud.

Udskænkning af alkoholiske drikkevarer til personer under 18 år må ikke finde sted på arrangementer i FNUG. Der kan undtagelsesvis foretages dispensation fra denne regel, såfremt personen deltager sammen med en forælder på et arrangement i FNUG, eller såfremt en tillidsperson med lederhverv til arrangementet i FNUG personligt har modtaget mundtlig eller skriftlig tilladelse fra en forælder vedrørende dette. Ved skriftlig tilladelse skal den enten overrækkes af en forælder eller følges op af en telefonsamtale med forælderen, for at sikre at tilladelsen ikke er forfalsket.

Det er ikke tilladt at medbringe egen alkohol til arrangementer i FNUG medminder der er givet tilladelse, da FNUG er ansvarlig for al udskænkning og indtagelse. I tilfælde af at dette ikke overholdes, har FNUG ret til at tilbageholde drikkevarerne i løbet af arrangementet. Drikkevarerne vil blive tilbageleveret efter endt arrangement, hvis det pågældende medlem er under 18 år vil det blive udleveret til forældrene.

På en Teenage-Weekend må hverken planlæggere, hjælpere eller deltagere indtage alkoholiske drikkevarer. Dette gælder også for gæster og evt. undervisere. Der er fri råderet for den voksne ansvarlige tilstede under en Teenage-Weekend til at sende en deltager hjem, som ikke overholder alkoholforbuddet. Dette skal ske ifølge aftale med forældrene.

Håndtering af presse og anvendelse af billedmateriale

FNUG tegnes af formand og næstformand i foreningen, eller i en af disses fravær af formand/næstformand og et andet bestyrelsesmedlem i forening.

Alle tillidsfolk i FNUG skal kontakte formand eller næstformand i tilfælde, hvor de repræsenterer FNUG overfor pressen; aviser, dagblade, fjernsyn mv. Formand eller næstformand skal altid godkende det materiale som en journalist gerne vil bringe, og der skal evt. foretages de rettelser, der er nødvendige for at undgå at komme med forkerte budskaber eller signaler. 

Tillidspersoner må gerne udtale sig som privatpersoner til pressen, men ikke på vegne af FNUG. Man skal undgå at forbinde sine egne præferencer til f.eks. medicin eller anden behandling, herunder alternativ, med sit medlemskab eller tillidspost i FNUG.

Det er vigtigt, at man ikke lade sig manipulere til at nå en deadline, hvis man ikke kender indholdet af det materiale som vil blive bragt.

Billeder/videoer som tages på foreningens arrangementer må gerne gengives i FNUG’s materiale, medmindre pågældende har frabedt sig dette. Der må ikke gengives billeder af børn under 16 år under nogen former uden tilladelse fra en forælder. Hvis billedets karakter er usømmelig eller kan give anledning til pinlige situationer, forpligter FNUG sig til ikke at gengive billedet.

FNUG gengiver ikke billeder taget på foreningens arrangementer i eksterne medier uden der på forhånd er indhentet tilladelse fra personer på billedet. Eksterne medier er forpligtet til at hente tilladelse hos FNUG som rettighedshaver af billeder taget af FNUG inden disse anvendes.

Billeder der bliver taget af medlemmer eller deltagere på arrangementer i FNUG forventes at respektere og efterleve samme praksis.

Anvendelse af sociale medier

FNUG har flere online på flere sociale platforme, hvor udpegede tillidspersoner er administratorer. Det forventes, at alle brugere/følgere af en gruppe eller profil, har en anstændig tone, og ikke chikanerer eller på anden måde er til gene/ulempe overfor andre. I de tilfælde vil FNUG slette indlæg og/eller blokerer pågældende. Det er naturligvis i orden at have kritiske spørgsmål eller kommentarer, der ikke vækker anstød.

Tillidspersoner har en forpligtigelse til at udvise passende adfærd, ligesom det forventes, at der bakkes op om FNUG’s officielle holdninger. Tillidspersoner har samme tavshedspligt på Facebook. Selv i den elektroniske verden repræsenterer tillidspersoner FNUG overfor medlemmer. Der opfordres til at tillidspersoner er engagerede, giver svar, støtter og deler erfaringer i det omfang man kan, og har lyst.

Markedsføring af produkter eller begivenheder, der ikke er relevante for unge med gigt eller har direkte salg til formål, vil blive slettet.

FNUG tolerer ikke navngivning af sundhedspersonaler, herunder læger og sygeplejersker. Derudover skal man til en hver tid holde sig fra at yde medicinsk rådgivning, da vi alle behandles forskelligt. Opleves der bivirkninger i forbindelse med behandling, gøres det opmærksom på at indberetningen kan foregå på www.meldenbivirkning.dk. 

FNUG forpligter sig ikke til at overvåge brugen af sider på sociale medier. Anmeldelse af brugere der ikke overholder disse beskrevne kriterier, kan gøre FNUG opmærksom herpå ved at sende en mail på fnug@fnug.dk.

Hjælperordning og praktisk hjælp

Der skelnes mellem fælleshjælpere og personlige hjælpere;

  • En fælleshjælper er anmodet af en planlægger til at udføre praktiske opgaver til afholdelsen af et arrangement. Fælleshjælpere skal ingen udgifter bære for deres frivillige arbejde i FNUG. 
    En fælleshjælpers praktiske opgaver er at bære bagage, foretage opredning af senge, klargøring af måltider samt afrydning. Eksemplerne er ikke udtømmende, men indeholder aldrig assistance ved personlig hygiejne.
  • En personlig hjælper er defineret ved at have et ansættelsesmæssigt forhold til en deltager, det er med andre ord ikke et familiemedlem eller en ven/veninde medmindre hjælperen er ansat.
Personlige hjælpere deltager gratis til arrangementer, hvor den pågældende hjælper ikke tager aktiv del i arrangementet, men alene støtter og assisterer deltageren. Til arrangementer hvor forplejning er aktiviteten i sig selv, typisk en julefrokost, skal en personlig hjælper betale på lige fod med andre deltagere.

Det indskærpes, at personlige hjælpere og fælleshjælpere, der deltager til møder eller foredrag, hvor det har en følsom karakter, ikke opholder sig i lokalet af hensyn til deltagerne.

Gaver og honorarer

FNUG giver udelukkende gaver til frivillige eller tillidspersoner når mindst et af nedenstående kriterier er opfyldt. 

  • til frivillige fælleshjælpere for indsats på særskilte møder, lokalarrangementer eller kurser i FNUG
  • til et medlem eller anden, der har udført en helt særlig opgave til gavn for FNUG
  • til en frivillig tillidsperson ved afslutning af en periode med et tillidshverv i FNUG 

Det er formanden eller næstformand der kan dispensere fra reglen under særlige omstændigheder. Gavens størrelse skal altid være symbolsk eller reflektere indsatsens efter varighed eller betydning.

FNUG udbetaler ikke honorarer til tillidspersoner for oplæg holdt til kurser eller andre arrangementer i eget regi. Kassereren kan indgå aftale, der f.eks. dispenserer fra egenbetaling ved deltagelse til samme kursus eller arrangement.

Derudover må tillidspersoner ikke modtage honorarer fra andre foreninger eller virksomheder for udført arbejde som repræsentant for FNUG. Honorarer skal tilgå FNUG ud fra et solidaritetsprincip. Det gælder f.eks. ved oplæg afholdt af tillidspersoner bestilt af en pharma-virksomhed. NB kørselsgodtgørelse og diæter er ikke et honorar.

Reklame og kommerciel promovering

Reklame for produkter med salg for øje tolereres ikke på hverken hjemmeside, sociale medier eller til arrangementer i FNUG.

Det står FNUG frit for at henvise til nonprofit organisationer, som FNUG samarbejder med – f.eks. Gigtforeningen samt deres tilbud og varer.

FNUG tillader gerne virksomheder at yde økonomisk støtte gennem sponsorering af arrangementer eller dækning af omkostninger til specifikke projekter, der ikke anses for at blive dækket af den ordinære drift. FNUG kan i den forbindelse promovere navn og logo på disse virksomheder efter bestyrelsens vurdering. Der henvises iøvrigt til Code of Conduct.

FNUG tager ikke ansvar for personlige bemærkninger om produkter eller ydelser, som anføres af medlemmer på hjemmeside, sociale medier eller til arrangementer i FNUG.

Aktuelle sponsorer

2018: For discovery fase vedrørende RheumaBuddy 3.0 ansøgtes flere sponsorer.
Se sponsoraftale for UCB Nordic – klik her – samt Lilly – klik her – samt BMS – klik her

2017: For udvikling af FNUG.dk ansøgtes Pfizer om støtte til gennemførelse af workshop. 
Se sponsoraftalen – klik her – til december 2019.

2017: For aktiviteter sammen med De Autoimmune ansøgtes AbbVie om støtte til bl.a. kampagne, film om komorbiditeter mm. 
Se sponsoraftalen del 1 – klik her – og del 2 – klik her – begge til juni 2019. 

2017: For aktiviteter sammen med De Autoimmune ansøgtes AbbVie om støtte til deltagelse på Folkemøde. 
Se sponsoraftalen – klik her – til juni 2019.

2016: For kampagne aktivitet på Gigtdag ansøgtes flere sponsorer om støtte.
Se sponsoraftale med Pfizer – klik her – samt Lilly – klik her – begge til oktober 2018. 

Indhentelse af børneattester på tillidspersoner

Det påhviler bestyrelsen at sikre FNUG overholder ”Bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer og foreninger” (BEK nr. 1309 af 29/11/2017).

Bestyrelsen udpeger efter hver generalforsamling en repræsentant fra bestyrelsen, som er ansvarlig for korrekt indhentelse af børneattester. Formanden indhenter børneattest på den udpegede, hvis påkrævet. Ingen tillidsperson kan opretholde sit tillidserhverv, hvis de nægter indhentelsen af børneattest. Børneattesten skal ligeledes være totalt fri for anmærkninger.

Samværspolitik i FNUG

Det er vigtigt at pointere, der aldrig har været en samværsrelateret sag i FNUG. Politikken er udarbejdet for at kunne forebygge og behandle alle sager korrekt. 

Samværspolitik for ForeningeN af Unge med Gigt

Formål med samværspolitikken

Formålet med FNUGs samværspolitik er at sikre tryghed for medlemmer, tillidspersoner og andre med deres gang i FNUG. Samværspolitikken definerer rammer for, hvordan uacceptabel adfærd skal håndteres og hvordan FNUG behandler anmeldelser af uacceptabel adfærd. De fastsatte regler for sagsbehandlingen har til formål at sikre retssikkerheden og korrekt håndtering af alle sager for alle involverede parter. 

Uacceptabel adfærd

I FNUG er alt uønsket fysisk eller verbal adfærd, med formål/virkning at krænke andres værdighed, anset som uacceptabel adfærd. Dette dækker over alt, som skaber et truende, fjendtligsindet, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. Det er vigtigt at pointere at folk oplever og har forskellige grænser, således at voldsomme episoder for nogle ikke bliver bagatelliseret.

FNUGs holdning

I FNUG bliver uacceptabel og krænkende adfærd ikke accepteret i nogen grad. Dette er vigtigt for at sikre et trygt forum for foreningens medlemmer. I FNUG anses alkohol eller andre stoffer aldrig som en undskyldning for uacceptabel eller krænkende adfærd – også selvom indtagelsen sker indenfor FNUGs politik for alkohol og rusmidler (Bemærk rusmidler i ingen henseender accepteres i FNUG).

Håndtering af uacceptabel adfærd

Hvis du selv bliver udsat for uacceptabel adfærd; Det er vigtigt at pointere det er okay at sige fra for uacceptabel og krænkende adfærd. Hvis adfærden ikke ophører øjeblikkeligt, har du mulighed for at kontakte FNUG, som herefter vil påbegynde sagsbehandling. Du kan altid kontakte FNUG via hjemmesiden og skrive ”Samværsrelateret henvendelse”, eller tage direkte kontakt til den ansvarlige tillidsperson på arrangementet.

Hvis du ser udøvelse af uacceptabel udfærd; Du har mulighed for at hjælpe ved at sige fra, hvis du oplever nogle udøve uacceptabel og krænkende adfærd. Det er vigtigt du handler, for adfærden kan have store konsekvenser for involverede parter. Du har altid mulighed for at henvise til denne samværspolitik. Det kan være en ide at snakke med personen, som har været udsat for adfærden, for at sikre denne person ikke er i chok eller på anden måde påvirket i en grad, hvor øjeblikkelig håndtering er nødvendig. Husk aldrig at forlade en person i chok, søg altid hjælp og kontakt FNUG øjeblikkeligt.

Sagsbehandlingen af uacceptabel adfærd i FNUG

FNUG behandler alle sager med fortrolighed af respekt for begge parter i sagen. Alle sager er forskellige og det samme er personerne involveret – derfor er det vigtigt sagsbehandlingen finder sted efter en konkret vurdering foretaget på baggrund af dialog med alle parter i sagen. Formålet med behandling af sagen er at sikre at alle parter trygt kan fortsætte i FNUG og øvrigt liv; og undersøge om der skal foretages en politianmeldelse eller anden inddragelse af relevante myndigheder.

Bemærk: Alle sager vedr. børn under 18 år vil medføre orientering af forældre og evt. politianmeldelse, uagtet hvilken type samværsrelateret sag der er tale om.

Det er vigtigt at pointere at folk udsat for uacceptabel eller krænkende adfærd personligt kan afgøre, hvem de ønsker inddraget i deres sag. Indskrænkning af hvem der kan inddrages i sagsbehandlingen, kan have naturlige begrænsninger for sagsbehandlingen. Alle er velkomne til at kontakte FNUGs bestyrelse eller anden udpeget tillidsperson, hvis de har oplevet uacceptabel eller krænkende adfærd. Den udpegede tillidsperson for FNUG vil indlede dialog med begge parter, og eventuelle vidner hvis behov. Den udpegede tillidsperson har pligt til løbende at holde alle parter i sagen orienteret om, hvem som er blevet orienteret og inddraget.

Den udpegede tillidsperson skal udarbejde et sags-notat i anonymiseret form (ingen af parterne nævnes med navn), som skal foreligges bestyrelsen eller nedsat udvalg. Hvis personer, medlem af bestyrelsen eller nedsat udvalg, indgår i sagen som involveret part er de inhabile i sagen. Sags-notatet skal minimum foreligges to tillidspersoner, som skal foretage en vurdering af sagen før de afgør eventuelle sanktioner. Det er vigtigt at dette sags-notat udarbejdes hurtigst muligt af respekt for den forurettede, men heller ikke hurtigere end en fyldestgørende undersøgelse har fundet sted af respekt for alle parter.

Forretningsorden for bestyrelsen i FNUG

Forretningsorden regulerer bestyrelsens arbejdsgang.

Den kan findes i underskrevet tilstand, for året 2020-2021 ved at klikke her.

Den kan finde i underskrevet tilstand, for året 2021-2022, ved at klikke her.

Alle ordinære bestyrelsesmedlemmer skal underskrive forretningsorden ved indtrædelse i bestyrelsen.

Politik for anvendelse af midler i FNUG

Flg. retningslinjer er vedtaget af bestyrelsen d. 9. april 2022. De kan fraviges ved bestyrelsesbeslutning.

Lokalarrangementer

Lokalarrangementer skal afholdes indenfor de af kasseren udstukket retningslinjer mht. omkostning per deltager og evt. deltagerbetaling. Alle arrangementer som ikke kan afholdes indenfor retningslinjerne skal godkendes af kasseren før udgifter afholdes.

Arrangementer skal altid forsøgt afholdt med lavest muligt omkostningsgrundlag, men under hensynstagen til medlemmernes handikap ved planlægning af indkvartering og øvrige fysiske forhold relateret til arrangementet.

Kurser, temadage og landsdækkende arrangementer

Kurser, temadage og landsdækkende arrangementer må alene planlægges efter godkendelse af kasseren hvis disse har en omkostning som overstiger omkostningen godkendt for lokalarrangementer per medlem. Der skal være forsøgt at opnå bevilling fra offentlige puljer, private fonde eller lignende til at afdække en del af omkostningerne. FNUGs bestyrelse kan godkende, at omkostningsgrundlaget fuldt ud dækkes af FNUG.

Det påhviler arrangøren at have afbudspolitik og mulighed for justering af deltagerantal for øje ved indgåelse af aftaler for at minimere et evt. udgiftsgrundlag forbundet med sygdom, afbud eller lignende blandt deltagerne.

Interne møder og bestyrelsesweekender

Frivillige som arrangerer interne møder, kurser eller lignende skal forsøge at minimere omkostningerne hertil til et acceptabelt niveau set i relation til deltagerantal og udbytte. Der skal ske hensynstagen til de frivilliges handikap ved planlægning af indkvartering og fysiske forhold, og udgifter forbundet hertil må antage et rimeligt niveau.

Bestyrelsesmøder afholdt primært som weekender for at øge udbytte og minimere antal. Det skal forsøgt afholdt i et lånt eller lejet sommerhus, hvis omkostningen hertil er lavere end indkvartering på hotel.

Til alle interne møder forventes det, at der fastsættes en tilmeldingsfrist i god tid således at det er muligt justere på forholdene for at minimere udgiftsgrundlaget. Hertil er selvfølgelig undtaget sygdom og forværring i sygdomssituation kort op til afholdelsen.

Der er ingen egenbetaling ved transportgodtgørelse i forbindelse med interne møder, men det forventes at der ordens transportkoordinering for at mindske omkostningerne forbundet med transporten af deltagerne. Brug af færge, taxa eller fly må alene finde sted efter godkendelse fra kasseren.

Betingelser for medlemsskab hos ForeningeN af Unge med Gigt

Klager

Ønsker du klage kan du indsende din klage til fnug@fnug.dk.

Producere: Begrundede klager vil blive sendt til bestyrelsen sammen med en udtalelse fra sekretariatet. Bestyrelsen træffer afgørelse i sagen, som herefter meddeles. Bestyrelsen kan give sekretariat og særlig udpegede tillidspersoner administrativ bemyndigelse til at afgøre bestemte typer af klager.

Samarbejde om gigt

FNUG er en forening baseret på ungdom og frivillighed. Der, hvor det styrker resultater, kan FNUG indgå i samarbejder og projekter med andre aktører, interessenter eller virksomheder. Gigtforeningen er en fast og tæt samarbejdspartner med FNUG. De bidrager bl.a. med administrative sekretariatsløsninger, herunder styring af medlemskartotek og bogholderi.

Gigtramte Børns Forældreforening (GBF) er en vigtig samarbejdspartner, bl.a. fordi FNUG tilbyder Teenage-Weekender og løbende har aktiviteter for medlemmer fra og med 12 år.

Interessepolitisk samarbejde

FNUG deltager i netværk med andre foreninger, f.eks. som betalende medlem i Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH).

Derudover er FNUG aktiv i De Autoimmune, et netværk af foreninger, der varetager interesserne for forskellige autoimmune sygdomsområder, som f.eks. psoriasis eller colitis crohn. Disse sygdomsområder har meget tilfælles med gigt, og derfor er det gavnligt at udveksle erfaringer, få sparring eller deltage i arrangementer sammen. Gennem dette netværk har FNUG bl.a. deltaget flere gange på Folkemødet på Bornholm.

Bg 1

Lær mere om det gode liv med gigt

Tjek1

Bliv medlem af fnug

Om du har gigt eller ej er ikke et kriterie, det vigtigste er, at du er mellem 12-35 år

Plus

Bliv frivillig

Som frivillig i FNUG får du personlige udfordringer, erhvervserfaring, samme goder som medlemmer og meget mere.

Hjerte

Bliv sponsor

Ønsker du at støtte unge med gigt? Her kan du læse mere om, hvordan sponsoraterne bliver brugt.

Rectangle 274

FNUG – FORENINGEN AF UNGE MED GIGT

Tobaksvejen 2A
2860 Søborg

Email: fnug@fnug.dk

CVR-nr.: 32398782

Bankoplysninger:
Reg. nr.  4316
Konto nr. 4200027359

MobilePay: 31909

FØLG FNUG

Instagram

Facebook
I den lukkede gruppe er der kun unge med gigt. Vi deler erfaringer, frustrationer og successhistorier.
Bliv medlem her

NYHEDSBREV

Udviklet af attityde.dk