Hej alle FNUG’ere. Først en lille præsentation af mig selv og hvorfor jeg er begyndt at skrive.
Jeg hedder Louise og jeg er 26 år gammel. Jeg bor i Hundested i Nordsjælland sammen med min kommende mand Martin, vores hund Albert og lille søn Benjamin, på nu 4 mdr. Jeg har Morbus Bechterew (Rygsøjlegigt-MB) og jeg fik diagnosen i maj 2016. Jeg har haft problemer i langt flere år end det, sikkert omkring 12-årsalderen, hvor jeg husker tilbage på smerter mm.
Jeg rendte til kiropraktorer, massører, fysioterapeuter og søgte endda alternative behandlinger med træning og meget mere. Ingen kunne hjælpe mig tilstrækkeligt nok. Og det var så først da jeg fik en MR-skanning i 2016 at en super dygtig reumatolog opdagede, at det simpelthen var MB, jeg havde. Jeg var dengang på en måde lettet over at have fået stillet en diagnose så ”omverden” kunne se at jeg ikke var hypokonder, eller en sart pige. Men med den viden blev jeg også overvældet som så mange andre at jeg nu skulle leve et liv som ”kronisk syg”. Hvad skulle det betyde for min fremtid?
Som jeg har haft det fra dag 1 af – Det er ikke sikkert at jeg vil acceptere at jeg er kronisk syg på noget tidspunkt, men det kan være at jeg kan lære at leve med det. (Der er jeg ikke nået til endnu, ting tager tid).
Men hvorfor er det så jeg skriver ud til dig, til jer? Alle som kunne være i lignende situation som jeg. I som godt kunne tænke jer at starte et familieliv eller bruge nogle fif imens jeres små børn vokser op ”ved siden” af jeres sygdom. For ja, jeg synes det er hårdt!
Jeg kunne godt tænke mig at give jer andre mod på at opnå de drømme som i evt. må have om et familieliv. Min far siger altid ”Ingen drømme er for store”. Det kan være i bliver inspireret – fortsættelse følger.
Kram Louise
…
