fbpx

Karla Pilgaard

Personlige vinkler på hverdagen

Ny blogger - da tæppet blev trukket væk

Mit navn er Karla, jeg er 32 år (alt for snart 33 år) kæreste med en Jakob på 10’ende år, og sammen har vi Hans på 4 år. Jeg har været diagnostiseret med rygsøjlegigt i 2 år, men som så mange andre måske oplever, så har jeg bøvlet med kroppen i mange år for inden. 

Sensommeren 2017 satte jeg første gang mine ben i FNUG. Jeg har været med til 2x landsmøde, 1x bliv klog på gigt, Jelling Musikfestival, og masser af kaffedrikkeri. Nu har jeg så fået viklet mig ind i bestyrelsen også.. 😊FNUG er ikke bare en foreningen, for mig er det et fristed, og jeg har fået de skønneste bekendtskaber her i gennem. 

Jeg vil ligge ud med, at fortælle om mit første år med gigt, og følelsen af, at tæppet bliver trukket væk uden en.

Jeg har endelig aldrig rigtig betragtet mig selv som syg. Ja, jeg var nede en gang i mellem, men når jeg havde det godt – havde jeg det rigtig godt. Og når jeg var skidt, så gik det altid over igen. Før eller siden.

Det troede jeg også i sensommeren 2016.
Jeg fik et udbrud i min Colitis, kronisk tarmbetændelse, som jeg har levet med de sidste 11-12 år.

Forskellen var bare, at jeg denne gang ikke fik det bedre. Faktisk fik jeg det værre end jeg længe har haft. Jeg havde så ondt i hele min krop, alle mine led og min ryg. Efter at have rendt frem og tilbage ved mine læger, kom jeg videre til reumatologerne – Gigtlægerne. Der gik kun et par blodprøver og en scanning, så havde de konstateret rygsøjlegigt.

Jeg var 30 år, mor til en lille dreng på 2 år. Havde ‘genfundet’ kærligheden med min kæreste efter baby-boblen, og havde det skønneste job som efterskolelærer. Det hele gik helt som det skulle.

Jeg kan huske at sommeren var varm, og vi brugte meget tid i haven og i badebassin. Min kæreste Jakob og jeg havde malet hele vores hus, og fået nyt liv i over det hele. Vi grillede på stranden, var på ferie på Kreta, til bryllup, til grønkoncert, hyggede med venner, og snart var min lange sommerferie slut, og jeg skulle tage i mod et nyt hold elever. Jeg havde intet at sætte en finger på.

Jeg nåede ikke at arbejde mere en halvanden måneden efter skolestart, før tæppe blev trukket væk. Jeg var sikker på, at det hurtigt ville gå over som det plejede, og jeg kunne vende tilbage på arbejde igen…

Men snart var det efterårsferie – måske kunne jeg nok starte derefter? Så blev det jul.. Det blev tid til skitur for skolen – det var februar. Vores dreng fyldte 3 år. Så blev det forår, og det blev klart for mig, jeg ikke bare lige ville komme tilbage, og at det her ikke bare ville gå over. Det blev sommer (igen!), og skoleåret var forbi – det var gået.. helt uden mig.

Mit første sygdoms år, gik med at finde rundt i min nye tilværelse. For som jeg startede med at sige, selvom jeg har været syg i 11-12 år, har aldrig betragtet mig selv som syg, eller følt mig syg – udover i de dårlige perioder. 

Men efter jeg har fået gigt, er det pludselig sygdom der fylder det hele. Det var sygdommen der bestemte om jeg kunne komme med til en fest, eller i biffen, eller lege lego med min søn.

Det var sygdommen der gjorde jeg ikke kunne arbejde. Skulle sove til middag hver dag. Og Ikke finde ro om natten, på grund af smerter, og alt for mage tanker. 

Det første år, levede jeg nærmest udelukkende mit liv efter sygdommen. Kontrol på sygehuset og ved egen læge. Træning ved fysioterapeuten 3 gange i ugen. Blodprøver. Medicin på sygehuset og apoteket. osv.. osv.. osv..

Tæppet blev i den grad trukket væk under mig. Under hele min lille familie. Vores tilværelse blev vendt total på hovedet, og der var pludselig en helt masse nye og fremmede ting at forholde sig til og tage stilling til. Det var et hårdt år! Skide hårdt. Men ved du hvad? Vi klarede det. Og vi klarede det faktisk rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det 🙂

Da jeg fik gigt diagnosen i efteråret ’16, tog vi som familie en beslutning. En beslutning om, at vi ville have en godt og dejligt liv sammen. Også selvom det ikke lige var det liv, vi havde forestillet os. 

I dag er jeg i fleksjob 7,5 time i ugen, og har fundet den fineste balance i sygdommene. Selvom jeg langt fra er som andre på 32 år, så føler jeg ikke mere det hele handler om de skide sygdomme. Men det høre I mere om en anden dag 🙂 

Ha’ det dejligt <3

//Karla 

…  

X