Jeg vil dele min sag om handicaptillæg, som jeg også kort har berørt i mit tidligere blogindlæg “Sådan får du hjælp til at studere som kronisk syg”. I dette indlæg deler jeg min personlige oplevelse med at søge handicaptillæg. I næste indlæg deler jeg mine råd og min dokumenterne fra min egen sag. Jeg fik tildelt handicaptillæg i november 2021.
Kort om handicaptillæg
Handicaptillæg er et tillæg, man kan få bevilliget til sin SU som studerende.
Ifølge su.dk, gælder følgende: ”For at kunne få handicaptillæg skal du have et betydeligt nedsat funktionsniveau. Det kan for eksempel være, hvis du har et medfødt handicap, har væsentlige følger efter ulykke eller sygdom, eller hvis du har en psykisk diagnose, herunder en diagnose inden for autismespektret.” – (https://www.su.dk/su/saerlig-stoette-til-foraeldre-handicappede-mv/handicaptillaeg/)
Hvis du får bevilliget handicaptillæg, modtager du yderligere 9.372 kr. på en videregående uddannelse og 5.878kr. på en erhvervsuddannelse før skat (sats 2023). Dette skal lægges oveni den almindelige SU-sats.
Den officielle behandlingstid for en sag om handicaptillæg er siden min sag, blevet ændret fra 4 til 9 måneder. I skrivende stund er Uddannelses- og Forskningsministeriet kommet til d. 27 april 2022.
Min sag
Efter fire semestre på min uddannelse, føltes det som om at give op, da jeg endelig erkendte, at jeg ikke kunne klare mig selv økonomisk på grund af min rygsøjlegigt. Jeg havde haft adskillige forskellige jobs i løbet af min gymnasie- og universitetstid, som hver gang var endt det samme sted. Med forværring i mine symptomer og lange sengeliggende perioder, på grund af øget sygdomsaktivitet. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne se mig selv igennem resten af min uddannelse, uden at få hjælp.
Jeg gik til min læge og fortalte, at jeg ville søge handicaptillæg, hvilket hun synes var en fantastisk idé. Selvom hverken hun, eller nogen af mine andre læger, nogensinde havde oplyst mig om, at jeg kunne være berettiget til det. Jeg fik lovning på, at hun gerne ville hjælpe med min sag. Så jeg åndede lettet op, og tænkte at sagen hurtigt ville være overstået. Hvilket er en følelse, jeg bittert har fortrudt mange gange siden.
Hvad jeg troede skulle være min redning i et håbløst sygdomsforløb, gjorde mit liv mere besværligt. Der gik de fire måneder, som sagen burde tage. Jeg hørte intet fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Jeg ringede til dem, men endte i telefonkøer uden ende. Jeg ringede først et par gange, så mange og brugte adskillige timer med deres ventemusik i røret. Det lykkedes mig aldrig at snakke med min sagsbehandler eller få svar på, hvor lang tid der ville gå, før jeg kunne få en afklaring.
Efter otte måneder fik jeg en indkaldelse af hospitalet. Uddannelses- og Forskningsministeriet havde endelig indhentet dokumentation på mig, hvilket betød, at de endnu ikke var gået i gang med at behandle min sag med de relevante oplysninger. Jeg forsøgte at holde mig optimistisk og stole på, at det var et tegn på, at sagen snart var slut. Siden jeg havde søgt om økonomisk hjælp på grund af mit handicap, havde jeg udviklet angst forbundet med min søvn. Jeg havde svært ved at få mit liv til at hænge sammen. Hver måned var jeg nødsaget til at optage gæld, som jeg ikke vidste, om jeg ville kunne betale tilbage. Jeg var tvunget til at stole på, at systemet ville gribe mig nu, hvor jeg var så ude af balance, og inden jeg faldt. Jeg sov ikke mere end tre sammenhængende timer om natten. Jeg vågende ofte i panik og havde svært ved at trække vejret. Jeg begyndte at tage Melatonin (sovepiller), kort tid efter min ansøgning om handicaptillæg blev sendt. Da jeg havde ventet seks måneder på min sag blev behandlet, blev jeg sygemeldt for første gang.
Dagen oprandt, hvor jeg i samarbejde med min læge skulle dokumentere sygdommens betydning for mit liv, og derved også min ret til at få bevilliget handicaptillæg. Det var bare ikke min læge, som mødte mig på hospitalet. Foran mig var en kvindelig læge, som jeg aldrig havde mødt før. Hun kendte ikke mig eller mit sygdomsforløb. Hun havde ikke læst de hundredevis af sider af journal om mig. Jeg kunne vælge at lade hende lave min udtalelse fra hospitalet, eller først få en tid med min egen læge om flere uger. Jeg valgte at fortsætte med den fremmede læge, og jeg følte mig utryg, men tvunget til at sige ja, i frygt for at min sag ville trække i yderligere langdrag. Hun fortalte, at hun havde fået lov til at øve sig på mig, i hendes jagt på karrierefremskridt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne fortælle hende, at hun kunne ødelægge mit liv, hvis hun gjorde det forkert. Hvilket hun gjorde.
I min sag, formulerede lægen sig utydeligt. På spørgsmålet om jeg kunne varetage et job, svarede hun, at det ville jeg kunne med skånehensyn, fremfor at skrive nej. Selv om vi var enige om, at svaret var et klart nej. Det hun mente, i min sag var, at når jeg engang var færdiguddannet, ville jeg kunne varetage et job med skånehensyn, så jeg kunne blive selvforsørgende, hvis jeg modtog hjælp nu til at få en uddannelse.
Dagen jeg blev bachelor, var i slutningen af august 2021, næsten ti måneder efter jeg sendte min ansøgning om at få bevilliget handicaptillæg. Jeg sad i toget hjem til København fra Jylland, da en e-boks besked fra Uddannelses- og Forskningsministeriet tikkede ind. Jeg tænkte ikke over, at jeg var i det offentlige rum, da jeg åbnede beskeden, for jeg havde opgivet håbet om, at min sag nogensinde ville blive afgjort.
Min sag var blevet afvist.
Jeg havde mulighed for at klage, skrev de. Hvis klagen også blev afvist, så ville sagen gå i anke. Jeg vidste ikke, hvad anke var, tænkte jeg, og begyndte så at græde i toget på vej over Fyn. Jeg stoppede ikke med at græde. Mine tårer strømmede ned over mine kinder, hele vejen fra Odense til jeg trådte ind ad min hoveddør i København.
Jeg vidste ikke, om jeg kunne foresætte. Jeg var bange for, at jeg snart ville give op. Siden jeg søgte, havde jeg fået flere smerter. Jeg sov ikke længere. Jeg havde været henvist til søvnambulatoriet, som havde afvist mig to gange, fordi de var pressede. Min læge ville ikke lade mig skifte min medicin, før jeg sov bedre. Da jeg endelig kom igennem til søvnambulatoriet, kunne de ikke hjælpe mig, før jeg skiftede min medicin. Så mit liv var kørt fuldstændigt fast. Jeg havde så mange bolde i luften, at jeg var sikker på, at hvis jeg tabte en, så ville hele mit liv falde fra hinanden. Min familie trådte til. De støttede mig økonomisk med beløb hver måned. Min far ringede til det meste af Gigtforeningen, for at få rådgivning i min sag. Men det var kun mig, som kunne skrive min klage, og efter at have sundet mig i
nogle uger, var tiden ved at løbe fra mig. For mens Uddannelses- og Forskningsministeriet havde så lang tid de ville til at behandle min sag, havde jeg kun en måned til at sende min klage. Jeg fik min egen læge til at rette formuleringsfejlen i min udtalelse fra hospitalet.
Så skrev jeg. Med alt hvad jeg havde i mig, berettede jeg om alle de værste øjeblikke i mit liv, i et forsvar af, at jeg altså er handicappet nok til at få penge for det. Jeg krængede mit hjerte ud til en sagsbehandler, som ikke engang var menneskelig nok til at tage et telefonopkald, da jeg ringede omkring min sag. Jeg skrev om den største sorg i mit liv, som det er at have mistet mit helbred. Jeg skrev i håb om, at jeg kunne være mere end et sagsnummer. Jeg skrev i håb om, at ”til hvem dette måtte vedkomme” kunne føle mine smerter nok til at bevillige mig de fordømte penge, jeg så desperat havde brug for.
Jeg fik ret. Eller jeg fik det sidste ord. Min kamp sluttede to måneder efter jeg sendte min klage i november 2021. Jeg fik medhold i min sag. Jeg havde vundet. Kort tid efter løb der over 70.000 kr. ind på min konto, der var de penge, jeg burde have fået udbetalt, imens min sag trak i langdrag. Handicaptillægget er bagudbetalt, fra den dato man først søger om det. Jeg knækkede fuldstændig sammen, efter jeg vandt min sag. I et år havde jeg udstået
ventetiden og var i takt med det blevet mere og mere syg. En måned efter jeg fik mine penge, blev jeg nødt til at skifte medicin, fordi min sygdom var blusset så meget op i løbet af det forgangne år. Lige derefter blev jeg sygemeldt for anden gang. Denne gang i syv måneder. Dette ledte videre til, at jeg droppede ud af min uddannelse.
Jeg skriver ikke dette for at skræmme nogen, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg søgte mit handicaptillæg. Jeg fandt, at der var meget lidt hjælp at få, og sagen føltes tung på mine skuldrer igennem hele processen. Jeg lærte meget af sagen, og i håb om at kunne hjælpe andre med at forstå ansøgningsprocessen til at få bevilliget handicaptillæg, deler jeg derfor min historie og min sag. Mine erfaringer kommer fra min egen sag, samt
en sag jeg hjalp en ven med, som også gik i klage, for derefter at blive bevilliget.
Det kan lykkes, men kampen kan være lang, og det kan kræve flere forsøg. Men med hjælp fra familie, venner og fagpersoner, kan man komme i mål.
Jeg vil til slut bare minde dig om, at jeg skriver som privatperson ud fra mine egne oplevelser. Jeg er ikke uddannet til at rådgive i disse sager, som jeg skriver om. Du er velkommen til at kontakte mig på mail weiss@fnug.dk, hvis du har nogle spørgsmål vedrørende mine sag.
